Skip til hoved indholdet

Principper

Princip
Vedrørende arbejdets fordeling mellem lærere og øvrigt pædagogisk personale

Princip
Jævnfør Folkeskolelovens § 44 stk. 2 skal skolebestyrelsen fastsætte principper arbejdets fordeling mellem lærerene og øvrigt pædagogisk personale. Princippet er vedtaget på skolebestyrelsesmødet d. 17.03.2015.

Målet med princippet er at:

  • Sikre højst mulig læring og trivsel blandt eleverne
  • Sikre et fagligt og udviklende miljø for både lærere og skolepædagoger

Fagopdelt undervisning varetages så vidt muligt af lærere med undervisningskompetence i de fag de underviser i.

Understøttende undervisning varetages af skolepædagoger og lærere efter de retningslinjer, Hørsholm Kommune vedtager. UUV læst af skolepædagoger lægges i starten af skoleforløbet så der ”fyldes op” fra børnehaveklasse og op.

Det tilstræbes, at der er en højt kvalificeret varetagelse af de opgaver, der ligger ud over den fagopdelte undervisning, fx Adfærd, Trivsel og Kommunikation (AKT), læsevejledning, understøttende undervisning, samarbejde med eksterne parter m.v.

I alle klasser udpeges en lærer til at varetage klasselæreropgaven, som evt. efter aftale kan deles af to lærere. I 10. klasse varetages klasselæreropgaven som en kontaktlærerordning på flere lærere.

Lærere og skolepædagoger organiseres i årgangsteam omkring klasserne på en årgang, der varetager så mange undervisningsopgaver på årgangen som muligt under hensyntagen til ovenstående. Særligt i indskolingen lægges der vægt på, at der er så få lærere som muligt i teamet.

Det tilstræbes, at medarbejderteam repræsenterer forskellige kompetencer og erfaringer.

I fordelingen af arbejdsopgaver og sammensætning af medarbejderteam skal der så vidt muligt lægges vægt på opgavernes indhold og omfang, medarbejdernes erfaring og kompetence samt klassernes sammensætning.

Princip nr. 05

Vedrørende fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik m.v.

Jævnfør Folkeskolens § 44 stk. 2 skal skolebestyrelsen fastsætte principper for fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold og udsendelse i praktik mv. Nedenfor findes en række underpunkter, der figurerer som overskrifter for områderne.

Kommunalbestyrelsen fastlægger nærmere retningslinjer for de enkelte skolers ekskursions-, lejrskole- og skolerejseaktiviteter. Inden for disse mål og rammer kan skolebestyrelsen godkende principper for fælles arrangementer i skoletiden, lejrskoleophold mv.

Hvis aktiviteten er en integreret del af undervisningen, er der mødepligt, herunder for ekskursioner og lejrskoler. For elever, der af den ene eller den anden grund ikke deltager i en lejrskole eller i ekskursioner, etableres der anden undervisning.

Princippets overordnede formål

Formålet med lejrskoler, skolerejser, ekskursioner og andre arrangementer er, at give eleverne mulighed for personlige erfaringer og fælles oplevelser gennem et socialt og et fagligt indhold, som de ikke får i en normal undervisning.

Forældreovernatninger

Formål: At elever og forældre får mulighed for at danne sociale relationer, med henblik på, at forbedre samarbejdet i klassen og på årgangen.

Der kan arrangeres forældrearrangementer, hvor lærere og forældre deltager i skoletiden, og forældrene deltager efter skoletidens ophør.

Lejrskoler og skolerejser

Formål: Lejrskoler og skolerejser har til formål, at fremme elevernes muligheder for at arbejde på tværs af fagene og, at tilgodese de sociale relationer eleverne imellem.

Lejrskoler tilrettelægges, så der er et fagligt indhold og en målsætning, så man kan sikre, at eleverne får en lærerig oplevelse samtidig med, at man får styrket det sociale sammenhold.

Der afholdes som udgangspunkt lejrskoler på Vallerødskolen på følgende årgange:

  • 5. årgang: 3 dage/2 overnatninger. 
  • 9. årgang: 5 dage/4 overnatninger.

Lejrskolerne kan foretages klassevis eller på tværs af årgangens klasser.

Betaling i forbindelse med lejrskoler foretages i henhold til gældende lov. Forældrene opkræves kostpenge på et niveau af 75 kr. pr. barn pr. dag (2024, beløbet pristalsreguleres). Skolen giver et tilskud på 182 kr. pr. dag pr. person (2024, beløbet pristalsreguleres).

Skolerejser har en bredere målsætning og skal have en faglig målsætning og et indhold, der ikke stiller elever dårligere, hvis de ikke deltager i skolerejsen.

På Vallerødskolen afholdes pt. som skolerejse en udvekslingsrejse med Ecclesbourne School i Derby, England på 8. årgang, for en 8. klasse. Skolerejsen afløser lejrskolen således, at eleverne kommer på enten lejrskole eller skolerejse. Formålet med udvekslingen er det faglige sproglige i engelsk samt kulturmødet med de engelske elever i forbindelse med den private indkvartering. Såfremt Derby-turen ikke realiseres, vil begge 8.klasser have lejrskole i 8.klasse.

Hvis klasser ønsker at afholde skolerejser ansøges der skriftligt herom til skolebestyrelsen.

Betaling i forbindelse med skolerejser fortages i henhold til gældende lov. Kostpenge og skolens tilskud er som ved lejrskoler, og skolebestyrelsen har fastsat forældrebetalingen ved skolerejser til 1500 kr. (1.000 kr. i 2001 niveau, beløbet pristalsreguleres).

I forbindelse med Hørsholm Kommunes 10. klasseordning afholdes en introtur på tre dag og en lejrskole/skolerejse på 5 dage.

Ekskursioner

Formål: Formålet med ekskursioner er at give eleverne mulighed for personlige erfaringer og fælles oplevelser, som de ikke har mulighed for at få i den normale undervisning på skolen.

Ekskursioner er en del af undervisningen på alle årgange.

Dele af undervisningen kan organiseres som ekskursioner, der kan strække sig fra en enkelt lektion til hele dagen. Ekskursioner er en integreret del af undervisningen, hvor forberedelsen og opfølgningen foregår i undervisningen og eleverne har mødepligt.

Praktik for 9. – 10. klasse

Formål: Formålet med erhvervspraktik er at give eleverne kendskab til livet på en arbejdsplads i så vid udstrækning som muligt og, at give dem indblik i en ønsket arbejdsopgave, et ønsket erhvervsområde eller en ønsket type arbejdsplads samt, at sætte dem bedre i stand til, at kunne forberede deres valg af erhverv og videreuddannelse.

På Vallerødskolen afholdes der praktik i henhold til folkeskolelovens § 9, stk. 4, på 9. og 10. årgang. Praktikken etableres i samarbejde med UU-Sjælsø. Der kan i desuden arrangeres praktikforløb på individniveau fra 8.klasse jf. folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4.

Fælles arrangementer

Formål: At skabe åbenhed og samvær både indadtil blandt elever og lærere og udadtil blandt forældre og lokalsamfund. Dette kan ske gennem faglige, praktiske, musiske, fysiske og sociale aktiviteter som afspejler den tid og den kultur skolen er en del af.

På Vallerødskolen afholdes fællesarrangementer således at:

• Der skabes mulighed for at skabe nye relationer på tværs af årgange og afdelinger.
• Eleverne får mulighed for at opleve at de er en del af skolens helhed. • Eleverne får mod til at stå frem i større forsamlinger.
• Eleverne føler medansvar for deres skole. 
• Der skabes/bevares fælles traditioner på skolen. 
• Eleverne får kendskab til nærmiljøet 
• Eleverne skaber kontakter til lokale klubber, foreninger, erhvervsliv m.m.

Princippets historik

• Princippet er vedtaget på skolebestyrelsens møde d. 2. juni 2015 
• Revideret og vedtaget den 30.09.2020. 
• Revideret og vedtaget den 02.10.2024.

Princip
Vedrørende samarbejde mellem skole og hjem.

Princip
Jævnfør Folkeskolens § 44, stk.2 skal skolebestyrelsen fastsætte et princip for samarbejdet mellem skole og hjem.
Princippet er vedtaget på skolebestyrelsens møde den 02.06.2015.

Beskrivelse af formålet for princippet
Formålet er, at fremme de bedst mulige forudsætninger for den enkelte elevs alsidige og faglige udvikling samt den generelle trivsel. Det gode samarbejde skal bidrage til, at løfte hele skolens virksomhed og give rum til udfoldelse af potentiale og mangfoldighed.

Klassens forældregruppe, herunder kontaktforældrene, skolebestyrelsen, skolens ledelse og ansatte, har et fælles ansvar for samarbejdet, både relateret til den enkelte elev, klassen og hele skolens virke.

De gode samarbejdsrelationer er grundlaget for, at skabe en god skole med respekt for de enkeltes roller.

Samarbejdet mellem skolen og det enkelte hjem bygger på en åben dialog og gensidig respekt.

Skolen skal give mulighed for, at hjemmet kan følge barnets faglige, sociale og personlige udvikling.

Kommunikationen mellem skole og hjem skal være klar, ærlig og i rette tid, både når nyhederne fra skole eller hjem er gode eller dårlige.

Det betyder, at skolen: 
• sikrer relevant kommunikation til forældrene via forældreintra 
• inviterer til forældremøder, skole-hjem-samtaler, sociale arrangementer m.m.
• er i dialog med kontaktforældrene i de enkelte klasser

Det betyder, at forældrene:
• holder sig orienteret på forældreintra
• støtter op om deres barns læring
• overfor deres barn, støtter op om skolens arbejde
• kommunikerer åbent med skolen om særlige forhold i hjemmet, der har relevans for barnets trivsel og læring
• sørger for, at deres barn møder undervisningsparate i skole.

Det betyder, at kontaktforældrene:
• er bindeled mellem klassens forældre og skolens medarbejdere, ledelse og skolebestyrelsen

Det betyder, at skolebestyrelsen:
• bidrager til, at sætte rammerne for samarbejdet
• kommunikerer aktivt om bestyrelsens arbejde 

Godkendt af skolebestyrelsen 12. juni 2024

På Vallerødskolen ønsker vi at skabe mere rum til fællesskabet og skabe gode rammer for elevernes evne til faglig fordybelse. Det er vigtigt, at vi er sammen, når vi er sammen. Vi ønsker, at vores skoleliv mellem elever, medarbejdere og forældre er bygget på nærværende samvær, åbenhed og gensidig anerkendelse. Derfor er Vallerødskolen mobilfri og anden skærmbrug foregår med et læringsperspektiv, og som et didaktisk værktøj i den pædagogiske praksis.

Retningslinjerne herunder gælder på skolens område og i hele skoletiden. Skoletid er også ture ud af huset; småture såvel som længere ture som lejrture og skolerejser. På lejrture og skolerejser aftales det blandt medarbejderne på den givne tur, hvornår der gives eventuel mobiltid, og det kommunikeres ud til forældrene.

Elevernes mobiltelefoner

  •  Alle mobiltelefoner samles ind ved skoledagens start. Mobilerne afleveres slukket eller i flytilstand.
  •  Mobiltelefonerne udleveres igen ved skoledagens afslutning, hvor de kan benyttes igen uden for skolens område.
  •  Skolen har indkøbt mobilkasser og aflåste skabe til telefonerne, og disse administreres af skolens medarbejdere.
  •  Medbringes smartwatches1 (sw) gælder samme regler som ved mobiltelefoner, og de afleveres således også i lydløs tilstand ved skoledagens start.
  •  Ved fag, hvor der er undervisning i faglokaler (ved start/slut af skoledagen), starter/slutter faget i klassen, således faglæreren her kan følge den normale procedure ift. indsamling og udlevering af mobiltelefonerne.
  •  Mobiltelefonen og sw kan ikke udleveres i fritimer eller på andre tidspunkter med udgangstilladelsen for udskolingen, hvis eleverne skal tilbage og have mere undervisning den pågældende dag.
  • En medarbejder kan beslutte at inddrage mobiltelefonen, som et redskab i undervisningen og give eksplicit tilladelse til, at retningslinjerne omgås i et bestemt tidsrum. Denne medarbejder har også ansvaret for at  indsamle telefonerne igen, hvis skoledagen fortsætter efter det eksplicitte tidsrum.
  •  Der er nedenstående konsekvenser ved ikke at aflevere sin telefon/ sit sw:
    - Hvis en elev ikke vil aflevere sin telefon/sw eller har glemt at aflevere den, og eleven tages i at bruge den, orienterer pågældende medarbejder forældrene via mail på Aula. Afdelingslederen sættes på mailen til orientering.
    - Hvis en elev igen tages i ikke at aflevere/bruge sin telefon/sw i skoletiden, inden for et halvt år, inddrages telefonen/sw og lægges på kontoret indtil den kan afhentes af elevens forældre

Undtaget fra ovenstående kan være børn, som er sårbare på en måde, som gør, at de er afhængige af at kunne bruge deres mobil til et bestemt formål – fx et barn med diabetes, som via app følger sine tal. Her laves individuelle aftaler med forældrene.

Forældre kan altid kontakte kontoret ved akut opståede situationer, hvor de skal have fat i deres barn. Ligesom eleverne også kan låne telefonen på kontoret og ringe til deres forældre ved akutte spørgsmål. Forældrene skal være opmærksomme på, at når der ringes fra skolens telefon, ringes der fra hemmeligt nummer.

Øvrige skærmanvendelse

  •  PC’er, Chromebooks og iPads må udelukkende bruges fagligt i timerne. Dvs. spil, sociale medier, shopping, streamning, kommunikation eller lignende må ikke benyttes i skoletiden. Som en hjælp til at overholde dette har skolens   netværk derfor en firewall, som blokerer for sociale medier, spil og streaming på skolens internet, men det er elevens eget ansvar at overholde anvisningen, og det kan således ikke undskyldes med, at serveren tillod det.
  •  Medarbejderne kan i undervisningssituationen bede om at se hvilke åbne vinduer/apps, eleven har liggende på sin PC/Chromebook/iPad, så det faglige fokus sikres
  •  Når PC’er, Chromebooks og iPads ikke anvendes i undervisningen, lægges de i taskerne. Dette gælder også i frikvartererne. Medarbejderne hjælper eleverne med at huske det.
  •  Medarbejderne informerer forældrene via mail, med afdelingsleder cc, hvis en elev gentagende gange ikke følger overstående retningslinjer omkring skærmbrug. I sidste ende kan PC, Chromebook eller ipad inddrages i en   periode.
  •  Smartboards bruges som udgangspunkt ikke i spisepauserne og slukkes, når de ikke anvendes
  •  Bruges smartboards af elever, sker det som en del af undervisningen, og kun når en medarbejder er i lokalet.

De voksne som gode rollemodeller

  •  Skolens medarbejdere bruger som udgangspunkt ikke deres mobil, når de er sammen med eleverne og i givet fald kun som et arbejdsredskab.
  •  Skolens medarbejdere, fastansatte såvel som vikarer forventes at være gode rollemodeller for et mobilfrit fællesskab.
  •  Forældre og andre voksne bedes ligeledes holde deres mobiler i tasken eller lommen, mens de afleverer og henter deres børn på skolens grund.

Retningslinjerne evalueres omkring årsskiftet 2024-2025

Denne retningslinje afløses skolens mobilpolitik godkendt af bestyrelsen januar 2019

SFO

Brug af skærm og mobilbrug i SFO1:

  •  Mobiler skal blive i børnenes skoletasker når de er i Galaksen og Basen.
  •  Smart-watches skal være på skolemodus.
  •  Børnene må kun gøre brug af deres mobiltelefoner eller smartwatch, når der er en voksen fra Galaksen eller Basen med på sidelinjen. Grundet tilsynspligt er det vigtigt, at de aftaler, som indgås, er bekendt af medarbejderne og   forældrene.
  •  Undtagelse for brug af mobil eller smartwatch:
    - Børn, som er sårbare på en måde, som gør, at de er afhængige af at kunne bruge deres mobil/smartwatch til et bestemt formål
    - fx et barn med diabetes, som via app følger sine tal.
  •  IPads må ikke benyttes.

Aftaler for brug af PlayStation gældende for 2. og 3. årgang:

  •  Der er mulighed for PlayStation to eftermiddage om ugen.
  •  En spilletid er på 20 min. pr. barn

Brug af skærm og mobilbrug i SFO2:

  •  Mobiler skal blive i børnenes skoletasker når de er i Huset.
  •  Smartwatches skal være på skolemodus.
  •  Hvis børnene har brug for at ringe i løbet af dagen, sker det efter aftale med de voksne i Huset.
  •  Efter aftale med de voksne må der bruges skærm til følgende aktiviteter:
    - Hvis børnene har brug for inspiration og ideer til kreative aktiviteter:    
    - Ved lektielæsning
    - Til danse aktiviteter
  •  Der er mulighed for PlayStation tirsdag og fredag fra skoletidsophør til kl. 17.00
    - En spilletid er på 20 min.
  •  Der er mulighed for brug af skærm tirsdag og fredag fra kl. 15.30 til kl. 16.45

1 Et smartwatch er et digitalt ur og en bærbar computer i et, ofte med en touchskærm og med funktioner der minder meget om en smartphone.

Princip
Jævnfør Folkeskolelovens § 44, stk. 2 skal skolebestyrelsen fastsætte et princip vedrørende underretning til hjemmene, om elevernes udbytte af undervisningen og dialogen mellem skole og hjem herom.
Princippet er vedtaget på skolebestyrelsens møde den 02.06.2015 

Princip
Formålet med princippet er, at sikre, at hjemmet løbende orienteres om deres barns faglige og sociale udvikling således, at forældrene får et grundlag for, at støtte op om barnets læring, skolegang og generelle trivsel.

Det betyder, at skolen:

  • beskriver tydelige mål for undervisningen i henhold til ministeriets fælles forenklede mål
  • løbende informerer og sikrer dialog med elev og hjemmet om elevens udbytte af undervisningen, således at skole og hjem sammen kan støtte bedst muligt op om elevens faglige og sociale udvikling
  • sikrer, at elevplanen udgør et grundlag for dialog med elev og hjem, om elevens udbytte af undervisningen. Elevplanen skal give et fyldestgørende billede af elevens faglige udbytte og generelle trivsel. Elevplanen kan danne grundlag for skole-hjem-samtalen

Det betyder, at forældrene:

  • tilstræber, at have en dialog med deres barn om læringsmål og udbytte af undervisningen
  • følger op på indgåede aftaler om, hvordan de kan støtte deres barns læring
  • holder sig orienteret på forældreintra i årsplaner og elevplaner

Princip
Vedrørende undervisningens organisering

Jævnfør Folkeskolens § 44 stk. 2 skal skolebestyrelsen fastsætte principper for undervisningens organisering og herunder en række underpunkter, der figurerer som overskrifter for afsnittene herunder. Princippet er vedtaget på skolebestyrelsens møde d. 17.03.2015.

Undervisningstimetal

  • Undervisningstimetallet fastsættes indenfor rammerne af Folkeskoleloven samt de resursemæssige rammer, der fastsættes af Hørsholm Kommune for skolernes drift.
  • Inden for disse rammer vedtager skolebestyrelsen den konkrete timefordelingsplan for Vallerødskolen, med angivelse af fag og timetal for de forskellige årgange.

Skoledagens længde

  • Skoledagens længde lægges efter de timetal og retningslinjer som Undervisningsministeriet fastlægger.
  • Timerne fordeles så vidt muligt jævnt på dagene, dog med hensyntagen til praktiske lokaleforhold, mødevirksomhed m.m.
  • Skoledagene starter kl. 8.00 (undtagen ved konfirmationsforberedelse og i 10. klasse).

Understøttende undervisning (UUV)

  • UUV fordeles på skolepædagoger og lærere efter de retningslinjer, Hørsholm Kommune vedtager.
  • UUV læst af skolepædagoger lægges i starten af skoleforløbet, sådan at der ”fyldes op” fra børnehaveklasse og op. Herefter (i skoleåret 2015/2016 5. klasse) læses UUV af lærere.
  • Det tilstræbes, at UUV læst af lærere, varetages af en lærer med tilknytning til teamet eller med en faglig tilknytning til klassen.
  • UUV kan fx indeholde (listen er ikke udtømmende):
    • Motion/bevægelse
    • ”Timeløse fag” – færdsel, seksualundervisning, etc.
    • Kobling til fag med praktisk indhold, fx biologi
    • Anderledes og varierede undervisningsaktiviteter
    • Inddragelse af forældrekompetencer – fx virksomhedsbesøg, besøg af forældre i klassen med deltagelse i undervisning
    • Faglig fordybelse – fx i forbindelse med projekter, særlige emner, fag eller temaer
    • Lektielæsning 
    • Uddannelses-, erhvervs og arbejdsmarkedsvejledning – fx uddannelsesdage, vejledning
    • Arbejde med trivsel
  • Der laves en plan med faste emner (ud fra ovenstående), der tages op på de forskellige klassetrin i UUV. Planen skal ikke være bindende for al UUV-tiden. Planen vedtages af skolebestyrelsen efter indstilling fra lærere, pædagoger og ledelse.

Holddannelse

Holddannelse organiseres både ved at danne hold i den almindelige undervisning og via ekstra resurser fra puljetimerne. Holddannelse skal tilgodese:

  • Praktiske eller sikkerhedsmæssige hensyn i forbindelse med undervisningens afvikling – fx i sløjd, håndarbejde og svømning
  • Undervisningsdifferentiering – fx ved deling af hold i forhold til emner og køn
  • Anderledes organisering af undervisning – fx ture ud af huset, og værkstedsarbejde
  • Trivsel – fx ved forebyggende kurser og trivselssamtaler
  • Udfordringer for alle elever – fx arbejde i mindre grupper sammensat i forhold til særlige emner og forskellige roller i samarbejde

Samarbejde med lokalsamfundet

I skolens samarbejde med lokalsamfundet søges nedenstående inddraget:

  • Klubber og foreninger - fx Idrætsklubber
  • Musikskolen
  • Forældrekompetencer – fx besøg på virksomheder
  • Virksomheder - fx virksomhedsbesøg og praktik
  • Lokalpolitik – fx ved skolevalg og politikerbesøg
  • Kirken – fx via skoletjenesten

Valgfag

Udbuddet af valgfag på Vallerødskolen følger Hørsholm Kommunes udbud af udskolingslinjer som vedtaget af BSU i Hørsholm Kommune.

Specialundervisning på skolen

På Vallerødskolen foregår specialundervisning (defineret som særlig undervisning i mere end 9 timer om ugen visiteret af Hørsholm Kommune):

  • som undervisning integreret i de almindelige klasser med ekstra specialundervisning – fx i form af en støttelærer i klassen
  • specialpædagogisk bistand - fx i form af en støttepædagog eller praktisk hjælp til handicappede elever
  • for dyslektikere i læseklasserne

Supplerende undervisning

For at understøtte elevernes faglige eller sociale udvikling, kan skolen give supplerende undervisning. Den supplerende undervisning gives enten forbyggende som holdundervisning eller kurser i fag eller trivsel, eller til enkelt elever eller grupper af elever med aktuelle faglige eller trivselsmæssige udfordringer. Den supplerende undervisning tildeles af skolens kompetencecenter i samarbejde med skolens ledelse.

Elevernes placering i klasser

Målet for Vallerødskolens procedure for klassedannelse ved skolestart er at danne så gode og velfungerende klasser som muligt. Det gøres ved:

  • At danne klasserne, når vi kender eleverne og dermed har den bedste mulighed for at sammensætte velfungerende klasser på et professionelt grundlag baseret på egne observationer,
  • Organisering i små grupper i observationsperioden, som kan gøre skolemodningsprocessen nemmere.

Ved skolestart i børnehaveklassen dannes klasserne efter følgende model:

  • Klassedannelsen foretages i en kortere periode efter skolestart
  • I disse uger er eleverne fast placeret i mindre grupper
  • Holdene blandes, så skolen ser børnene i flest mulige sociale sammenhænge
  • Indholdet i ugerne er struktureret og fastlagt, så alle elever gennemgår de samme aktiviteter
  • Klasserne dannes efter følgende kriterier:
    • Skolens observationer og viden om børnene
    • Kønsfordeling
    • Geografi

Når elever kommer til skolen i løbet af skoleforløbet, følges Hørsholm Kommunes regler for frit skolevalg. Når eleven er optaget på Vallerødskolen, placeres eleven i en klasse af skolens ledelse. Ved klasseplacering tages der hensyn til følgende:

  • Antal elever i klasserne
  • Den tilflyttende elevs baggrund
  • Den modtagende klasses situation og historik
  • Kønsfordeling i modtagende klasse

Vikardækning
Målet med vikardækningsproceduren er at gennemføre så meget undervisning som muligt så kvalificeret som muligt.

Vikardækning af undervisning foregår efter følgende retningslinjer:

  • Kendt fravær som kurser, lejrskoler, seniordage, omsorgsdage m.m. aftales med vikaradministrator i god tid.
  • Pludseligt opstået fravær som sygdom, barns sygedag etc. ringes ind til vikaradministrator mellem 6.30 og 7.00.
  • Hvis skolens egne lærere eller skolepædagoger er i stand til at gennemføre den pågældende undervisning, sættes disse på vikaropgaverne først.
  • Har skolen ikke selv nok ledige lærere, rekvireres vikarer fra Hørsholm Kommunes korps af løse vikarer, der kaldes ind efter 7.00 og møder på skolen 7.50. Ved kendt fravær kan vikarer kaldes ind dagen før.
  • Ved længerevarende fravær etableres en fast vikarordning, enten via en vikar eller en af skolens faste lærere.
  • Vikartimer dækkes som udgangspunkt altid.
    • Ved vikartimer op til og med 6. klasse, tages en af skolens lærere eller skolepædagoger fra andre opgaver, hvis der ikke kan skaffes en vikar.
    • Fra 7. klasse og op kan eleverne gives fri, hvis der ikke er et meningsfyldt indhold og en kvalificeret vikar.
  • Indhold til vikardækkede timer gives enten af den fraværende lærer, via ugeplan eller vikarseddel på skole-intra, eller fra vikarmaterialer på skolens kontor eller bibliotek. Der følges op via en skriftlig tilbagemelding fra vikar til vikaradministrator og fraværende lærer.

Princip
Vedrørende Vallerødskolens Natur & bevægelses Mini-SFO, SFO1 og SFO2

Princip
Princippet ligger i forlængelse af såvel skolens værdiregelsæt og skolens øvrige principper, som af kommunens mål og rammer samt Folkeskoleloven. Sidstnævnte angiver i henhold til § 40, stk. 4, at kommunalbestyrelsen fastsætter en mål- og indholdsbeskrivelse for SFO’erne efter, at have indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne. Fastsættelse af mål- og indholdsbeskrivelse kan uddelegeres til skolebestyrelserne. Kravene til mål- og indholdsbeskrivelsen fremgår af Bekendtgørelse nr. 699 af 23/06/2014. Heraf fremgår det bl.a., at der skal angives mål for samspillet mellem skolefritidsordningens pædagogiske aktiviteter, skolens undervisning og samarbejdet mellem skole og hjem. Beskrivelsen skal herudover angive den overordnede ramme for de pædagogiske aktiviteter og samarbejdet med forældrene. Herudover fastsætter skolebestyrelsen principper jf. Folkeskolelovens § 44 stk. 2 principper for skolefritidsordningens virksomhed. Dette princip skal ses både som en mål- og indholdsbeskrivelse og som et princip vedtaget af skolebestyrelsen. Princippet blev vedtaget på skolebestyrelsens møde d. 2. juni 2015.

Formål:

SFO er en del af skolens virksomhed, hvor pædagoger og lærere indgår i et ligeværdigt samarbejde, hvor der sikres fælles fokus ud fra et helhedssyn på det enkelte barns udvikling og trivsel. Alle børn bliver set over en hel dag både som elev og barn i SFO hvilket gør, at der skabes kontinuitet og en rød tråd i hverdagen for det enkelte barn.

SFO sikrer en god introduktion til skolen i overensstemmelse med skolens værdier.

Mål:

  • SFO skal tilstræbe, at skabe tryghed for børn i overgangen mellem det kendte fra børnehaven og det nye i Mini-SFO. Det samme gør sig gældende ved overgangen fra Mini-SFO til børnehaveklassen
  • SFO bidrager til, at børn bliver mødt med empati og accept af omsorgsfulde voksne, der giver dem en tryg hverdag med vægt på udvikling, sociale færdigheder og tolerance
  • SFO bidrager til, at børnene er aktive medbestemmende med fokus på fælles forståelse og respekt for hinandens forskellighed
  • SFO bidrager til, at kulturen er præget af en høflig, positiv og tolerant omgangsform, hvor vi er bevidste om både sprogbrug og ageren i rummet
  • SFO bidrager til udvikling af børns leg, venskaber og aktive deltagelse i fællesskabet
  • SFO bidrager til fornyelse og udvikling af aktiviteter og værksteder i respekt for traditioner
  • SFO bidrager med forskellige former for udendørsliv og bevægelsesglæde samt oplevelser og forståelse for naturen
  • SFO arbejder for, at fastholde certificeringen som Natur og Bevægelses SFO
  • SFO bidrager til, at møde forældre og børn åbent og imødekommende
  • SFO bidrager til den gode dialog med forældre om det enkelte barns behov
  • SFO bidrager til, at forældre er orienteret om tiltag og aktiviteter via ugentligt nyhedsbrev på forældreintra gældende for SFO1. Og for SFO2 udgives månedsinformation 
  • SFO skal tilstræbe, at drage fordel af medarbejdernes forskellige styrker, og omgangsformen afspejler trivsel og respekt for forskellighed
  • SFO skal tilstræbe, at medarbejderne er inkluderende i det pædagogiske arbejde og skaber en tryg og indholdsrig hverdag for børnene

Princip

Elever kan ifølge Folkeskoleloven opfylde en del af undervisningspligten gennem deltagelse i eliteidræt eller musikskoleundervisning. Ifølge Folkeskoleloven skal skolebestyrelsen fastsætte principper herfor (§44, stk. 2, nr. 2). Principperne har baggrund i bestemmelserne i Folkeskoleloven samt i bemærkninger til L 51 af 31.10.2013. Vallerødskolens bestyrelse har d. 14.09.2015 vedtaget følgende principper:

Tilladelse til, at en elev opfylder en del af sin undervisningspligt i musikskole eller i idrætsforeningen, gives af skolens leder på baggrund af en anmodning fra elevens forældre.

Tilladelsen kan gives fra 7. klassetrin og op. Fritagelsen kan gives i tiden til understøttende undervisning samt i valgfag (Pt. ikke muligt i Hørsholm pga. linjemodellen i udskolingen). Ved en fritagelse fra undervisning er det elev og forældrenes ansvar, at holde sig orienteret om undervisningens indhold og eventuelle opgaver.

Det er skolens leder, der tager en vurdering af, om det er fagligt forsvarligt, om det er muligt i forhold til planlægningen af skoledagen og i hvilke dele en fritagelse fra undervisning vil kunne finde sted. Vurderingen tages efter konsultation med lærerteamet omkring elevens klasse. Hensynet til, at eleven rent fagligt kan leve op til læringsmålene, vil altid veje tungere end hensynet til deltagelse i andre aktiviteter.

Fritagelsen kan kun gives i begrænset omfang, typisk en enkelt lektion om ugen til musikskoleundervisning og max. 2 – 4 lektioner om ugen til eliteidræt. Tilladelsen kan gives for ½ skoleår af gangen, hvorefter der foretages en fornyet vurdering.

En anmodning fra forældre om fritagelse af en elev fra undervisningen i forbindelse med dette princip med baggrund i deltagelse i eliteidræt, skal være vedlagt en indstilling fra idrætsklub, indeholdende en motivering af, at der er tale om eliteniveau, tidsforbrug samt konkurrenceniveau. 

Vallerødskolen
Stadionallé 12, 2960 Rungsted Kyst

Telefon: 48 49 00 64
vallerod_skole@horsholm.dk